Er det forkert at lege handicap?

Indimellem får jeg stillet spørgsmålet, om legetøj med handicap ikke kan skade mere end det gavner.
Det er som regel fra journalister, der jo i sagens natur skal stille ”kritiske” spørgsmål til alting.

De spørger, om man ikke kommer til at fastholde eksempelvis børn med handicap i en identitet som ”handicappet”.
Altså ”du er jo handicappet, derfor skal du lege med handicaplegetøj”.

Det ville jeg være enig i, hvis man ved lovindgreb tvang alle børn med handicap til kun at lege med handicaprelateret legetøj.
Men sådan er det jo ikke, og det er jo også en absurd tanke.


Børn er forskellige, og de vil noget forskelligt med deres leg og deres liv. Uanset om de har et handicap eller ej. Nogle børn med handicap synes de har rigeligt handicap og hospital i hverdagen, og de gider ikke også at skulle have det ind i legen.
Og det skal de selvfølgelig ikke.
Andre børn vil virkelig gerne lege de situationer, de kender fra deres hverdag. Også dem, der indebærer handicap og hjælpemidler.

Børn skal selv have lov til at vælge, hvad de gerne vil lege. Men det har de ikke haft ret mange muligheder før, fordi handicap har været fuldstændig fraværende i legetøjets univers.

Det var derfor jeg startede Legetøj med handicap. Så kan børn vælge at lege med det eller ej. Men de har fået en valgmulighed. Og de kan se, at handicap og hjælpemidler er en lige så naturlig del af tilværelsen som køkkenmaskiner, brandmænd og kasseapparater.


I England kørte der i sommer en meget ophidset debat omkring nogle dukker med downs syndrom. (Som i øvrigt ikke er noget nyt, der findes allerede flere på markedet).
Men disse dukker, der bl.a. har skæve øjne, flad næse og en tunge, der stikker ud af munden fik meget stærke følelser frem i folk, der mente at dukkerne er nedvurderende.
Flere synes at dukkerne ligefrem er skadelige, og at man ved at give et barn med downs syndrom direkte siger til det ”Ja, du er jo slet ikke lige som alle andre, så du får lige en helt anderledes dukke”.
Og hvorfor skulle man gøre det, hvis barnet går rundt og synes det er lige så perfekt som alle andre?

Personligt synes jeg, at debatten drejer af sporet.
Jeg tror ikke, at der er nogen ved deres fulde fem, der ville ødelægge et barns sunde selvopfattelse ved at påtvinge det en dukke med et handicap bare fordi barnet tilfældigvis selv har samme handicap.
Og hvis de gjorde, ville barnet nok bare trække på skulderen og lade være med at lege med dukken. Så var de penge spildt, og det var det. Større er problemet vel ikke.

Men hvis nu barnet selv var begyndt at gå og undre sig over, at det ikke lignede ”de andre”?
Hvis nu det var begyndt at stille en masse spørgsmål og give udtryk for, at det ønskede sig en dukke, det kunne spejle sig i? Er det så ikke meget rart, at man kan få den dukke?

Jeg har hørt om små piger, der spørger deres mor, om hvorfor Barbie ikke har en kørestol lige som de selv har. Eller et gangstativ. Og det er da et godt spørgsmål.
For mig at se er det ikke undertrykkende, at man kan få hjælpemidler til at lege med.

Og så er der alle de raske børn, der ikke kender så meget til handicap, men synes at det er spændende at beskæftige sig med i legen. De opdager, at de kender førerhunden, fordi de har mødt en på gaden. At de godt ved hvad et gangstativ er, for de har set nogen, når de var ude at handle. Og de har mødt en i kørestol i toget. Og de får formuleret en million spørgsmål, når de leger med legetøj med handicap.

Det er lidt ligesom med dukker med forskellige hudfarve. Nogle børn bliver meget lykkelige over at få en dukke, der ligner dem selv. Andre synes, det er langt mere interessant at få en dukke, der er helt anderledes.

En veninde fortalte, at hun en gang var i Toys’R’US hvor hendes yngste lyshårede datter kastede sin kærlighed på en mørk babyborndukke med sort hår. Den slæbte hun lykkelig rundt i hele butikken og min venindes første reaktion var: ”Jamen den dukke er jo ikke noget for dig. Du skal jo have den lyse dukke”.
Men bagefter kom hun i tanker om, at det jo bare er de voksnes tanker om legetøjet.

Jeg tror ikke der er mange, der er uenige i, at det er godt, at vi har dukker i alle farver.
Det kan godt være at mørke børn ikke nødvendigvis vil lege med mørke dukker og at blonde børn ikke nødvendigvis vil lege med blonde dukker.
Men før i tiden var alle dukke ariske. Det var et mærkeligt signal at sende, især til alle de børn, der ikke er født med lyst hår og blå øjne.

På samme måde synes jeg, at det er et mærkeligt signal at sende, når handicap gøres usynligt og ikke-eksisterende i legetøjets verden.

Min tanke med Legetøj med handicap er at give børn et legetøjsunivers, der afspejler virkeligheden. Og i virkeligheden findes handicap og hjælpemidler ligesom strygejern og brandbiler gør det.

Små hjælpemidler - store følelser

Når jeg fortæller folk om mit firma og mit legetøj er responsen stort set altid meget positiv.
99 % vil jeg tro giver udtryk for, at de synes det er en fantastisk god idé.

Når jeg viser folk mit legetøj er de fleste stadig meget positive. 97 % måske. Men der er også enkelte, som ikke rigtig kan kapere det.
Jeg har endnu ikke mødt et barn - rask eller handicappet, som ikke synes det var rigtig spændende og meget gerne vil lege med det. Særligt kørestolene og førerhundene har bred appel. Især når det er Baby Born eller en Build-a-Bear bamse, der har et handicap og skal bruge hjælpemidler.

Men indimellem støder jeg på voksne, som har nogle endog meget stærke umiddelbare reaktioner på mit legetøj. Det synes jeg er interessant. Det er jo trods alt bare legetøj.

Jeg har bl.a. vist mine førerhundebamser til nogle blinde og svagtseende voksne. Jeg har en lille retrieveragtig førerhund og en schæferbamse i plys med seletøj og et håndtag som dukken eller bamsen kan holde i. To rigtig søde bamser.
Nogle syntes hundene var søde og begyndte at tale om deres egne førerhunde. Nogle synes det var en sjov idé, men var bange for at det kunne støde nogen. Og så var der en enkelt, der spontant udbrød, at sådan noget kunne hun ALDRIG finde på at give sit barnebarn. "Jeg synes den er modbydelig!" røg det ud af hende.
Hun blev vist selv lidt overrasket over sin reaktion og kunne ikke rigtig give nogen forklaring på, hvordan en lille plyshund kunne vække så stærke negative følelser hos hende.
Jeg ved det heller ikke, men jeg har nu oplevet det et par gange.

Til en familiesammenkomst udbrød en pædagog "Fy for pokker" da jeg første gang viste billeder af mit Legetøj med handicap, der var på vej hjem fra USA.
Hun blev også helt forlegen over sin reaktion og prøvede at finde en forklaring. Hun mente at det til dels var fordi, at hjælpemidler normalt er noget, man ikke må lege med.
Andre har sagt til mig, at de først synes mine produkter var alt for underlige - og ubehagelige - men at de efter lige at have tænkt lidt over det og vænnet sig til dem godt kunne se, at det jo bare er legetøj. Og oven i købet legetøj med et formål.

Det er ikke fordi jeg ikke forstår det. Har man aldrig haft noget med handicap at gøre, kan det godt virke meget stærkt at blive konfronteret med både funktionsnedsættelser og hjælpemidler.
Og især når det gælder børn.

På Rehab-messen i maj lod jeg min datter prøve en børnekørestol, der stod ved en udstilling. Både fordi den var grøn og dødflot, og fordi jeg tænkte, at det var meget sundt for hende at vide, at sådan er der nogle børn, der kommer frem. Hun syntes det var rigtig spændende at prøve at styre den og se, hvad man kunne med den.
Men min mand kunne slet ikke holde det ud. Det påvirkede ham så stærkt at se sin datter i en kørestol - også selvom det bare var en leg.

Min søster siger at hun er bange for den dukke jeg har, der har fået amputeret sine ben. Den havde jeg det også selv svært med i starten. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi det virker så voldsomt med det her søde dukkebarn og de små realistiske benstumper.
Nu har jeg vænnet mig til den og synes, den er sød. Men jeg kan se, at mange stadig stivner, når de ser den første gang.

Mange siger til mig, at det er en smaddergod idé med legetøj med handicap, men at det aldrig vil kunne komme ud i de "normale" butikker.

Og så siger jeg, selvfølgelig kan det det, det er bare et spørgsmål om tid.
Vi skal bare vænne os til at handicap og sygdom er en naturlig del af livet, og så skal vi forholde os til vores egne stærke følelser omkring det.
Ellers ødelægger vi børnenes umiddelbarhed og evne til at rumme det anderledes. Og så risikerer vi at pådutte dem vores egne tabuer og pinlige forlegenhed i stedet.

Det uperfekte barn

Jeg har lige været i Århus, hvor jeg var inviteret med til åbningen af den nye særudstilling "Det uperfekte barn" på Steno Museet.Udstillingen handler om medfødte misdannelser hos børn, og ikke mindst hvordan vi har håndteret handicap hos børn gennem tiden.
Førhen har man troet, at moderen til et ”vanskabt” barn under graviditeten var blevet forbandet eller havde set noget forfærdeligt, der påvirkede fostret. Eller man har troet, at overnaturlige væsener havde taget den rigtige baby og lagt deres eget afkom i stedet, en såkaldt ”skifting”.Børn med handicap risikerede at blive lagt ud til ulvene eller på andre måder ombragt, hvis familien var fattig og ikke havde råd til at mætte en mund, der ikke kunne hjælpe til i det daglige arbejde i marken.

Sådan er det gudskelov ikke længere. I dag kan teknologien, velfærdsstaten - og en langt mere nuanceret opfattelse af, hvad et menneskeliv er værd – hjælpe børn og voksne med handicap til et selvstændigt og godt liv med glæder og udfordringer.

Men udstillingen peger også på, at samme teknologiske landvindinger giver mulighed for at fravælge børn med handicap, allerede mens de ligger i deres mors mave. Og er det egentlig i orden?Skal børn være helt perfekte for at fortjene retten til at leve? Og hvad vil det egentlig sige, at være perfekt? Eller at være uperfekt? Hvor går grænsen?

Karsten Torst Pedersen, tidligere leder af døgninstitutionen Solbakken og født uden arme, var inviteret til at kommentere udstillingen.
Han udtrykte ønsket om, at udstillingen kunne være med til at ændre samfundets og omgivelsernes holdning til den uperfekte, som han ikke mener får de samme muligheder for udvikling som den perfekte. Den uperfekte mødes i stedet med manglende forventninger og negative holdninger, som får ham eller hende til at føle sig mindreværdig – og det giver meget sorg over at være afvigende, sagde han.

Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Råd, åbnede udstillingen og kom bl.a. ind på at den fosterdiagnostik, som vi praktiserer i dag er menneskefjendsk over for både mødre, børn og omgivelser. Han mener, at vi har åbnet en dør, der ikke kan lukkes igen og fortalte om, at man i nazi-Tyskland registrerede alle børn født med handicap for senere at føre dem til hospitaler, hvor man ombragte dem uden at deres forældre fik andet at vide, end at de fik lungebetændelse på vejen derhen og desværre døde af det.

Det er et emne, der sætter mange tanker i gang. Og mange følelser. Jeg selv kan ikke lade være med at føle en gysen, når vi begynder at betegne ufødte børn som uperfekte og dermed ”ikke egnede” til livet.

Jeg kender en masse fantastiske mennesker med og uden handicap. Kreative, dygtige, dejlige, inspirerende, intelligente, livskloge, hårdtarbejdende mennesker, der gerne vil gøre en forskel og tror på det, de laver.
Det er en skræmmende tanke, at nogle af dem skulle vurderes udelukkende på deres fysiske skavanker og derefter sorteres fra som ”uperfekte” og dermed ikke gyldige.

Sikkerhed og svindel med Dankort

Jeg læste for nyligt, at antallet af sager om svindel med Dankort på nettet er steget kraftigt. Mere end 2500 danskere er blevet snydt for knap tre millioner kr. i forbindelse med køb af varer på internettet alene i første halvdel af 2008. Det er rystende mange penge og rystende mange mennesker!

Man må håbe at PBS og andre med ansvar for handel med betalingskort har røde ører og er i fuld gang med at finde måder at komme svindlen til livs og gøre e-handel sikkert.

Personligt tror jeg, at man kan gøre sit ved at være årvågen, når man handler på nettet.
Kigge butikken lidt efter i sømmene , inden man handler.
Står der noget om hvem, der står bag firmaet/hjemmesiden?
Står der noget om, hvad jeg kan forvente af leveringstider? Eller hvad jeg kan gøre, hvis noget går galt (hvis f.eks. varerne bliver væk i posten eller det er noget forkert, jeg modtager?)
Og hvordan med betalingsmulighederne – virker de sikre?
Er der opgivet navn, adresse og telefonnummer på hjemmesiden, så man kan kontakte ejeren?

Jeg bliver selv lidt mistænksom, når et firma kun oplyser en e-mailadresse som kontaktoplysning.

Man må bruge sin mavefornemmelse. Og hvis butikken ikke virker ”tryg” at handle i, så lad være og find en anden.

Halvdelen af svindlen skyldes imidlertid stjålne eller misbrugte dankort.
Og her er sikkerheden hullet som en si.
Det erfarede jeg i sidste uge, da min mand fik stjålet sit dankort. Før vi overhovedet nåede at opdage, kortet var væk, havde en tyv lænset vores konto for 8.000 kr.!

Og hvordan kan det så lade sig gøre at hæve 8.000 kr. på et nyt chipdankort, når man ikke har pinkoden?

Ok, det er tilsyneladende ikke noget problem.
Det er jo så viseligt indrettet, at det nye chipdankort ikke har noget billede på.
Så hvis man går hen et sted, hvor de bruger fluesmækker/slæde eller hvor man skal føre kortet ind i en maskine og bagefter skrive under på en strimmel, så kan man bare hæve løs.

Men det allermest smarte er, at man som bekendt har valgt at trykke de tre kontrolcifre, der bruges ved internethandel på bagsiden af selve kortet.

Det vil sige, at hvem som helst der finder/stjæler et dankort kan sidde i ro og mag og købe alt mellem himmel og jord, for alle oplysningerne findes på kortet. Fantastisk.
Et eller andet sted kunne man jo lige så godt trykke pinkoden bagpå også!

Ifølge PBS er ”brugen af kontrolcifre en sikkerhedsfunktion, der retter sig mod forretningen. Når kontrolcifre anvendes sammen med kortnummer og udløbsdato, giver det forretningen en øget sikkerhed for, at forbrugeren (kortholderen) er i besiddelse af det fysiske kort, hvilket mindsker forretningens risiko for misbrug. Kortholderen er allerede 100 % sikret mod et evt. misbrug via lovgivningen på området for fjernsalg.”

Ja, jeg føler mig da ikke rigtig 100 procent sikret, når vi har fået stjålet 8.000 kr.!

Det kan godt være, at vi ender med at få pengene erstattet. Men hvad med forskrækkelsen over, at en fremmed har været inde og hæve på ens private konto? Jeg kan godt garantere, at det er noget, der kan få hjertet til at springe et par slag over, når man pludselig ser 17 fremmede posteringer for Danske Spil og erotiske butikker midt mellem PBS-aftalerne og lørdagsindkøbet i Rema.

For ikke at tale om ærgrelsen og de mange mange mange timer, vi endte med at bruge på telefonsamtaler med politi og bank omkring hvilke poster på kontoen, der ikke var vores.
De mange dokumenter, der skulle skrives og sendes frem og tilbage, og så kontakten til alle de steder tyven havde handlet.
Heldigvis var der tale om en meget dum tyv, der havde købt sexlegetøj og sendt det hjem til sig selv. Og overført penge til sin egen konto. Så vedkommende skulle ikke være så svær at finde for politiet, hvis de da altså havde ressourcer til at tage sig af den slags.

Jeg sidder imidlertid tilbage og kan ikke forstå, at man kalder kontrolcifre, der står trykt på kortet så alle kan læse dem for en sikkerhedsfunktion.

Så indtil man finder på en lidt smartere løsning, kan jeg kun anbefale at holde dankortet tæt ind til kroppen og holde øje med, hvor man handler.

Legetøj og handicap

Har du nogensinde tænkt over, at handicap er komplet fraværende i børns legetøj?

Det havde jeg heller ikke. Før jeg opdagede det ved et tilfælde og så begyndte at undersøge det lidt nærmere.
Der findes superhelte, mannequindukker, brandbiler, politistationer og sherif- og agentudstyr til den helt store guldmedalje. Modetøj, make-up, prinsessedragter og cheerleader-udstyr. Ninjaturtles, babydukker, værkstedsbænke med powertools, racerbiler og oceaner af tøjdyr og mekaniske robotter. Købmandssæt og kasseapparater, køkkener, legemad, babydukkeudstyr og forhistoriske monstre, bondegårdsdyr, zoologiske haver med vilde dyr. Traktorer, legepenge og dukkehuse. Man kan også få lægesæt eller en dyreklinik.
Men ikke noget, der har med handicap at gøre.

Hvorfor? Ligesom børn møder brandmænd og politibiler, en traktor på landevejen eller kasseapparater i supermarkedet oplever børn også handicap i hverdagen - enten fordi de selv har det, kender nogen der har det, eller møder nogen på gaden, i supermarkedet eller ser det i tv.
Jeg vil også tro, at de oplever det oftere end de møder prinsesser, mannequinner og dinosaurer.

Børn bruger deres leg til at bearbejde deres oplevelser og deres virkelighed.
I perioder er de dybt optaget af at lege købmand, far-mor-børn, dyrepasser eller hvad de nu lige har set eller oplevet.
Legen giver dem redskaber til at integrere deres nye erfaringer i deres bevidsthed og er den bedste anledning til en snak med de voksne om det, de tænker på. "Hvordan får tigeren mad inde i buret?" "Sover prinsesser med deres krone på?" "Hvor får brandmanden vandet fra?" osv.
Men når vi ikke giver dem mulighed for at lege noget af det de oplever, fratager vi dem også muligheden for at forstå det og blive fortrolig med det. Som f.eks. handicap.

En stor del af befolkningen har et handicap eller kender nogen, der har.
Det ville derfor kun være naturligt at vi også gav børnene mulighed for at stifte bekendtskab med handicap i deres leg.
I stedet for at de, når de oplever en mand i kørestol, en dame, der går sjovt eller nogle der ser anderledes ud, spørger højlydt om det og bliver tysset på af deres forældre, der pludselig er meget forlegne og trækker dem væk.
Det skaber kun berøringsangst, tabu og stigmatisering. Og det kommer der ikke noget godt ud af.

Hvis man via leg stifter bekendtskab med handicap og hjælpemidler som en kørestol til dukken, en førerhund og blindestok eller et par krykker, opstår der en god lejlighed til at snakke med de voksne om, hvad handicap er, hvorfor nogle sidder i kørestol eller "går sjovt", hvad det betyder at bruge høreapparat og hvordan den blinde bruger sin stok.

En rummelig verden starter med børnene - og deres voksne. Så lad os få handicap med ind i legen, tænkte jeg.

Derfor har jeg startet firmaet Legetøj med handicap. Du kan finde det - og en masse legetøj med handicap - her www.legetoejmedhandicap.dk