Sikkerhed og svindel med Dankort

Jeg læste for nyligt, at antallet af sager om svindel med Dankort på nettet er steget kraftigt. Mere end 2500 danskere er blevet snydt for knap tre millioner kr. i forbindelse med køb af varer på internettet alene i første halvdel af 2008. Det er rystende mange penge og rystende mange mennesker!

Man må håbe at PBS og andre med ansvar for handel med betalingskort har røde ører og er i fuld gang med at finde måder at komme svindlen til livs og gøre e-handel sikkert.

Personligt tror jeg, at man kan gøre sit ved at være årvågen, når man handler på nettet.
Kigge butikken lidt efter i sømmene , inden man handler.
Står der noget om hvem, der står bag firmaet/hjemmesiden?
Står der noget om, hvad jeg kan forvente af leveringstider? Eller hvad jeg kan gøre, hvis noget går galt (hvis f.eks. varerne bliver væk i posten eller det er noget forkert, jeg modtager?)
Og hvordan med betalingsmulighederne – virker de sikre?
Er der opgivet navn, adresse og telefonnummer på hjemmesiden, så man kan kontakte ejeren?

Jeg bliver selv lidt mistænksom, når et firma kun oplyser en e-mailadresse som kontaktoplysning.

Man må bruge sin mavefornemmelse. Og hvis butikken ikke virker ”tryg” at handle i, så lad være og find en anden.

Halvdelen af svindlen skyldes imidlertid stjålne eller misbrugte dankort.
Og her er sikkerheden hullet som en si.
Det erfarede jeg i sidste uge, da min mand fik stjålet sit dankort. Før vi overhovedet nåede at opdage, kortet var væk, havde en tyv lænset vores konto for 8.000 kr.!

Og hvordan kan det så lade sig gøre at hæve 8.000 kr. på et nyt chipdankort, når man ikke har pinkoden?

Ok, det er tilsyneladende ikke noget problem.
Det er jo så viseligt indrettet, at det nye chipdankort ikke har noget billede på.
Så hvis man går hen et sted, hvor de bruger fluesmækker/slæde eller hvor man skal føre kortet ind i en maskine og bagefter skrive under på en strimmel, så kan man bare hæve løs.

Men det allermest smarte er, at man som bekendt har valgt at trykke de tre kontrolcifre, der bruges ved internethandel på bagsiden af selve kortet.

Det vil sige, at hvem som helst der finder/stjæler et dankort kan sidde i ro og mag og købe alt mellem himmel og jord, for alle oplysningerne findes på kortet. Fantastisk.
Et eller andet sted kunne man jo lige så godt trykke pinkoden bagpå også!

Ifølge PBS er ”brugen af kontrolcifre en sikkerhedsfunktion, der retter sig mod forretningen. Når kontrolcifre anvendes sammen med kortnummer og udløbsdato, giver det forretningen en øget sikkerhed for, at forbrugeren (kortholderen) er i besiddelse af det fysiske kort, hvilket mindsker forretningens risiko for misbrug. Kortholderen er allerede 100 % sikret mod et evt. misbrug via lovgivningen på området for fjernsalg.”

Ja, jeg føler mig da ikke rigtig 100 procent sikret, når vi har fået stjålet 8.000 kr.!

Det kan godt være, at vi ender med at få pengene erstattet. Men hvad med forskrækkelsen over, at en fremmed har været inde og hæve på ens private konto? Jeg kan godt garantere, at det er noget, der kan få hjertet til at springe et par slag over, når man pludselig ser 17 fremmede posteringer for Danske Spil og erotiske butikker midt mellem PBS-aftalerne og lørdagsindkøbet i Rema.

For ikke at tale om ærgrelsen og de mange mange mange timer, vi endte med at bruge på telefonsamtaler med politi og bank omkring hvilke poster på kontoen, der ikke var vores.
De mange dokumenter, der skulle skrives og sendes frem og tilbage, og så kontakten til alle de steder tyven havde handlet.
Heldigvis var der tale om en meget dum tyv, der havde købt sexlegetøj og sendt det hjem til sig selv. Og overført penge til sin egen konto. Så vedkommende skulle ikke være så svær at finde for politiet, hvis de da altså havde ressourcer til at tage sig af den slags.

Jeg sidder imidlertid tilbage og kan ikke forstå, at man kalder kontrolcifre, der står trykt på kortet så alle kan læse dem for en sikkerhedsfunktion.

Så indtil man finder på en lidt smartere løsning, kan jeg kun anbefale at holde dankortet tæt ind til kroppen og holde øje med, hvor man handler.

Legetøj og handicap

Har du nogensinde tænkt over, at handicap er komplet fraværende i børns legetøj?

Det havde jeg heller ikke. Før jeg opdagede det ved et tilfælde og så begyndte at undersøge det lidt nærmere.
Der findes superhelte, mannequindukker, brandbiler, politistationer og sherif- og agentudstyr til den helt store guldmedalje. Modetøj, make-up, prinsessedragter og cheerleader-udstyr. Ninjaturtles, babydukker, værkstedsbænke med powertools, racerbiler og oceaner af tøjdyr og mekaniske robotter. Købmandssæt og kasseapparater, køkkener, legemad, babydukkeudstyr og forhistoriske monstre, bondegårdsdyr, zoologiske haver med vilde dyr. Traktorer, legepenge og dukkehuse. Man kan også få lægesæt eller en dyreklinik.
Men ikke noget, der har med handicap at gøre.

Hvorfor? Ligesom børn møder brandmænd og politibiler, en traktor på landevejen eller kasseapparater i supermarkedet oplever børn også handicap i hverdagen - enten fordi de selv har det, kender nogen der har det, eller møder nogen på gaden, i supermarkedet eller ser det i tv.
Jeg vil også tro, at de oplever det oftere end de møder prinsesser, mannequinner og dinosaurer.

Børn bruger deres leg til at bearbejde deres oplevelser og deres virkelighed.
I perioder er de dybt optaget af at lege købmand, far-mor-børn, dyrepasser eller hvad de nu lige har set eller oplevet.
Legen giver dem redskaber til at integrere deres nye erfaringer i deres bevidsthed og er den bedste anledning til en snak med de voksne om det, de tænker på. "Hvordan får tigeren mad inde i buret?" "Sover prinsesser med deres krone på?" "Hvor får brandmanden vandet fra?" osv.
Men når vi ikke giver dem mulighed for at lege noget af det de oplever, fratager vi dem også muligheden for at forstå det og blive fortrolig med det. Som f.eks. handicap.

En stor del af befolkningen har et handicap eller kender nogen, der har.
Det ville derfor kun være naturligt at vi også gav børnene mulighed for at stifte bekendtskab med handicap i deres leg.
I stedet for at de, når de oplever en mand i kørestol, en dame, der går sjovt eller nogle der ser anderledes ud, spørger højlydt om det og bliver tysset på af deres forældre, der pludselig er meget forlegne og trækker dem væk.
Det skaber kun berøringsangst, tabu og stigmatisering. Og det kommer der ikke noget godt ud af.

Hvis man via leg stifter bekendtskab med handicap og hjælpemidler som en kørestol til dukken, en førerhund og blindestok eller et par krykker, opstår der en god lejlighed til at snakke med de voksne om, hvad handicap er, hvorfor nogle sidder i kørestol eller "går sjovt", hvad det betyder at bruge høreapparat og hvordan den blinde bruger sin stok.

En rummelig verden starter med børnene - og deres voksne. Så lad os få handicap med ind i legen, tænkte jeg.

Derfor har jeg startet firmaet Legetøj med handicap. Du kan finde det - og en masse legetøj med handicap - her www.legetoejmedhandicap.dk