Hvor er det synd!

For nylig sad jeg til et hyggeligt møde og spiste kage, da snakken faldt på et tv-program om siamesiske tvillinger, som en havde set.

Vedkommende var fascineret over, hvor meget de to siamesiske tvillinger kunne, og hvor godt et liv de havde. Som han sagde, lige først virkede det lidt væmmeligt eller måske bare overvældende, at se dem, fordi de i sagens natur så meget anderledes ud, men efterhånden som man som seer lærte dem bedre at kende, synes man bare, at de var noget så søde og blev i stedet fuld af beundring for deres gåpåmod og evner. De kunne bl.a. køre bil og skrive mails, selvom de kun havde to arme tilsammen.

- Hvor er det synd!, indskød en anden pludselig.

Og så gik diskussionen ellers.
De, der havde set programmet, mente ikke at der var noget, der var synd, men den anden fastholdt, at det var synd for de to tvillinger, og at de aldrig kunne få et godt og værdigt liv.


Det er et synspunkt man ofte støder på: Det er synd for de handicappede. Det er jo ikke et værdigt liv, de kan få. De stakler.

Måske det stammer fra dengang, hvor den eneste måde et overleve med et handicap var at tigge almisser. Hvor der ikke fandtes hjælpemidler, og man måtte skubbe sig rundt i en trækvogn eller slæbe sig af sted hen over rendestenen.

Og hvor det var så skamfuldt at få et barn med handicap, at det blev gemt væk, når der kom gæster. Min mors gudmor havde en lillesøster med Downs Syndrom. Det var en pæn familie med tilknytning til de kongelige, så den lille mongolpige blev altid låst inde i et skab, når der kom fremmede. Det var der ingen, der rynkede et bryn over dengang, hun gik selv ind i skabet, når det var tid og blev der i flere timer, til gæsterne var gået igen, har jeg hørt.

Men hvorfor overlever sådan et synspunkt i så mange år og så mange generationer?

Meget af det har at gøre med uvidenhed, tror jeg.
Hvis man færdes steder, hvor man slet ikke kommer i berøring med handicap og hjælpemidler, kan det være svært at se, at man sagtens kan have et spændende, aktivt og indholdsrigt liv, selvom man måske skal have hjælp til at spise eller gå på toilettet.

Man kan komme til at se hjælpemidlerne, hjælperen og de fremmedartede situationer omkring det at spise, få overtøj af og på mv. før man ser det pågældende menneske. Og det skygger for, at man når at lære mennesket bag at kende.

Jeg tror faktisk også, at handicaporganisationerne har en del af skylden. For i deres iver efter at gøre verden til bedre sted for mennesker med handicap, kommer de ofte selv til at fremstille mennesker med handicap som nogle, det er synd for.

F.eks. at det er synd for de handicappede, at de ikke kan komme til lægen, eller at det er synd for de handicappede, at de ikke kan få job og uddannelse eller tage på ferie på samme præmisser som andre.
Det er selvfølgelig godt at få fokus på isolation og ensomhed eller uberettiget fyring, men det er også vigtigt og endnu mere langsigtet at få fokus på alle de områder, hvor det bare kører rigtig godt for nogle med handicap, og hvor der for alvor bliver slået skår i fordommene.

Muskelsvindfonden har været gode til det.
I stedet for at lave kampagner med ”giv os din 25 øre” og lign. der i virkeligheden minder rigtig meget om gamle dages almisser og nådegaver, så lavede de Grøn Koncert, der både gav et meget større overskud til fondens arbejde, en masse gode oplevelser og ikke mindst en platform, hvor mennesker med og uden handicap kan mødes på lige vilkår og lære hinanden – og ikke mindst hinandens verdener – at kende i en afslappet og humoristisk atmosfære.

Et andet rigtig godt initiativ er Glad Teater, den første skuespilleruddannelse for mennesker med funktionsnedsættelser. Uddannelsen er lavet for at få handicap repræsenteret i teater og film, så de i højere grad afspejler virkeligheden.

Og så har Seksualvejleder Tor Martin Mandrup-Møller og Bjarne Habekost lige lavet Spastikerkalenderen 2009 med lækre ”pin-up”billeder af spastikere for at vise hele verden, at man sagtens kan være lækker og kørestolsbruger.

Så nej, det er IKKE bare synd for de handicappede.
Og lad os alle være med til at begrave den tanke snarest muligt.