Du må ikke sige "handicap"

Jeg har fået at vide, at ”handicap” er et grimt ord, som man skal holde op med at bruge.
I stedet skal man f.eks. sige ”borger” eller ”menneske med funktionsevnenedsættelse” og andet i den dur.

Det er lidt ligesom med ”neger” eller ”åndssvag”, som man jo heller ikke må sige mere.
Jeg har stadig ikke rigtig fundet ud af, hvad man skal sige i stedet for ”neger” som jeg har svært ved at se skulle være et grimt ord. Jeg synes personligt at ”afrodansker” er et frygteligt ord, der i den grad lægger opmærksomheden over på, at man er anderledes i forhold til en ”almindelig” dansker. Sort synes jeg også er mærkeligt at bruge. Som ”Lille sorte Sambo”.
Resultatet er, at der opstår en enorm usikkerhed og kejtet berøringsangst, fordi man bliver så bange for at støde nogen. Og det var vel i grunden det modsatte, man ville opnå?

Med hensyn til ”åndssvag” gik der lang tid før jeg fangede, at åndssvage var blevet til udviklingshæmmede. Jeg troede, at udviklingshæmmede var en ny diagnose, og jeg havde da også godt undret mig lidt over, at man ikke rigtig hørte noget til åndssvage længere. Altså indtil 10-øren faldt.

Argumentet for at udslette ordet ”handicap” og i stedet bruge mere politisk korrekte termer er, så vidt jeg har forstået, at alle mennesker skal være inkluderet på lige fod i samfundet, og at man ikke skal defineres ud fra sin nedsatte funktionsevne. Man skal altså ikke længere være f.eks. ”blind” eller ”kørestolsbruger” men en borger som alle andre, der bare har brug for et eller flere kompenserende hjælpemidler. Og hvis man først har fået kompenseret sit handicap (som det jo så ikke hedder mere) så er der jo ikke noget handicap længere, og så er den potte ude. Så er alle lige.
Eller… Det er her kæden springer af for mig.

For vel er det da en sympatisk tanke, at alle er lige uanset funktionsevner. Og at alle funktionsnedsættelser kan kompenseres med de rigtige hjælpemidler, så der slet ikke er nogen forskel på mennesker længere.
Men det er jo også en fuldkommen virkelighedsfjern tanke. Uanset hvor mange hjælpemidler og førerhunde, du giver en blind, vil han eller hun aldrig komme til at fungere 100 procent på samme vilkår som en seende. Og uanset hvor tjekket en kørestol du opfinder, vil en med muskelsvind, CP, gigt eller sclerose aldrig have de samme muligheder som en med en krop, der virker helt perfekt.

Misforstå mig ikke. Jeg synes, vi alle skal arbejde frem mod at verden og (daglig)livet bliver tilgængeligt for alle. Det er forkasteligt, når kørestolsbrugere ikke kan komme på posthuset, eller synshandicappede er i livsfare på stationerne, fordi der ikke er afmærket ned til skinnerne.
Det er også forkasteligt, at mennesker med handicap ofte bliver tiltalt og behandlet som ubegavede børn, fordi ”folk” tror, at hvis du er kørestolsbruger eller har ufrivillige spasmer er du nok også mentalt tilbagestående.

Jeg synes også, at vi skal arbejde frem mod inklusion og tolerance over for alle – både dem, der ligner ”normalen” på en prik og dem, der ikke gør af den ene eller den anden grund.

Men jeg synes bare ikke rigtig, at politisk korrekt sprogbrug er det bedste middel.
Et handicap forsvinder altså ikke, bare fordi vi holder op med at kalde det et handicap.
Tværtimod er jeg bange for, at det bare giver endnu mere kejtethed, tabuisering og berøringsangst, når folk skal til at bruge en masse ressourcer på at overveje, hvad de mon ”må” sige og ikke sige, når de møder en med et handicap.

Jeg har lige været af sted med mit legetøj til Handicapdag i forbindelse med Køge Festuge.
Der kom en lille pige forbi med sin mormor. Den lille pige havde et gult badge på sin kasket, hvor der stod ”blind”.
Jeg studsede over det, fordi jeg jo lige har lært, at det er nedværdigende at lade et handicap betegne en person. Men det fungerede så fint, fordi den information gjorde, at man med det samme forstod, hvorfor den lille pige var anderledes end andre børn og derfor med det samme kunne tage de hensyn, hun har brug for. Og selvfølgelig fik hun lov at mærke legetøjet i stedet for at se det, uden at mormor behøvede at komme med lange indledende forklaringer, der kunne gøre alle og ikke mindst pigen selv opmærksom på, at hun ikke er som andre.

I det hele taget er jeg nok mere til Muskelsvindfondens tilgang. De har vedtaget en vision, der hedder ”Plads til alle”.
Altså at vi skal arbejde os frem mod et samfund, hvor der er plads til forskelle uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap og seksuel orientering.

Alle skal have mulighed for at deltage i samfundslivet – gå i skole, tage en uddannelse, få et arbejde, gå i biografen, til koncert, i teatret, dyrke sport eller hvad man nu har lyst til. Men vi behøver ikke at lade som om, vi alle er ens eller kan blive det. Det er vi ikke og det bliver vi ikke. Og det skal vi heller ikke være.
Så pyt med hvilke ord, vi bruger. Det vigtigste er, at giver plads til hinanden og viser respekt for hinandens evner og mangler.