”Hvad går det til?” er jeg ofte blevet spurgt, når jeg er ude med Legetøj med handicap.
De første gange var jeg helt desorienteret: ”Øh, hvad går hvad til?”
”Pengene. Hvad går de til? Det støtter vel noget?”
”Nææh,” siger jeg så. Det er såmænd bare en ganske almindelig legetøjsbutik som så mange andre. Pengene går til indkøb af nye varer, konvolutter og papkasser, betaling af regninger, almindelig drift, porto og på sigt skal jeg selv kunne leve af det.
Så nikker folk venligt og forstår vist ikke helt, hvad jeg mener.
Først synes jeg, det var et rigtig mærkeligt spørgsmål. Det er jo ikke noget man almindeligvis går og spørger om hos f.eks. slagteren, isenkræmmeren, i Magasin eller hos BR. Der ved alle, at her er en butik, hvor ejeren lever af at sælge varer.
Men så begyndte jeg at gå og tænkte lidt over det. Især fordi jeg fik spørgsmålet igen og igen.
Jeg tror, det må hænge sammen med en opfattelse af handicap, der desværre stadig lever i bedste velgående: At mennesker med handicap er nogle hjælpeløse stakler, man skal have medlidenhed med og som kun overlever på donationer fra raske mennesker.
Det kan f.eks. være ved køb af de obligatoriske kort fra mund- og fodmalende kunstnere, der dumper ind gennem brevsprækken op mod jul og påske. Eller ved at købe ”Vanføres Jul” af en forfrossen mand i kørestol foran stormagasinet.
Jeg tror godt nok, det er længe siden, der er blevet solgt ”Vanføres Jul” i virkeligheden, men billedet lever vist stadig i bedste velgående i manges erindring.
Det er som om, at det stadig ligger fjernt for mange, at handicap på nogen måde kan være en naturlig del af et helt almindeligt firma – eller bare et helt almindeligt arbejdsliv for den sags skyld.
Det må der naturligvis laves om på. Og det skal også nok komme.
Jeg kender rigtig mange ressourcestærke mennesker med handicap, veluddannede og med spændende karrierer som iværksættere, konsulenter eller i det almindelige pulserende erhvervsliv. På sigt skal de nok fortrænge billedet af den forfrosne vanføre foran stormagasinet fra den kollektive bevidsthed.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar