I England har valget af en ny børnetv-vært vakt en heftig debat, og flere vrede forældre har sendt skriftlige klager til det engelske tv-selskab BBC.De forlanger, at værten bliver fjernet fra skærmen, og internettets blogs og debatfora er ved at koge over af rasende indlæg mod den 29 årige børnevært Cerrie Burnell.
Årsagen er, at Cerrie Burnell er født med kun en hånd, og det kan forældrene ikke håndtere.
De mener, at hun skræmmer de små børn, at det giver børnene problemer med at falde i søvn, og måske allerværst: at forældrene tvinges til at fortælle deres børn om handicap, før de er klar til det. Om ”de” der skal være klar til det er børnene eller forældrene, kan man jo så gætte på.
Men hold da op, tænkte jeg, da jeg hørte det. Og så gik jeg i gang med at undersøge, hvor uhyggelig Cerrie Burnell ser ud.
Jeg fandt nogle fotos og videoklip og konstaterede, at hun ser ualmindelig sød ud og lader til at være rigtig god til at formidle sange, film og godnathistorier for de helt små seere.
Men ja, hun mangler den ene hånd. Og tænk en gang, at det kan vække så voldsomme følelser hos voksne mennesker?
Jeg så en gang en kvinde, der som ganske lille havde været udsat for en modbydelig ulykke med kogende kaffe og kaffegrums. Hendes ansigt var fuldkommen vansiret og det så så uhyggeligt ud, at børnene hviskede om hende, at hun måtte være en heks.
Jeg kan godt se, at det ville være problematisk, at lade hende være børnevært for de helt små. For det første vil det være meget svært at forklare, og for det andet kan der være noget meget skræmmende over et menneske, der ikke har et almindeligt ansigt. Også for voksne, såmænd.
Men det er jo ikke det, der er tilfældet her. Her taler vi om en tilsyneladende charmerende og dygtig studievært, der er god til at formidle til sin målgruppe, og så vil ”man” have hende fjernet, fordi der mangler noget for enden af den ene arm. Der er ikke noget blodigt, der er ikke noget væmmeligt, der er bare noget, der ikke er der.
Jeg synes, det er uhyggeligt, at voksne mennesker i 2009 kan få sig selv til at skrive til et tv-selskab og bede dem fjerne et andet menneske fra deres åsyn, fordi dette menneske ikke lever op til deres ideal om det perfekte menneske.
Jeg synes også, det er skræmmende, at voksne mennesker kan være så berøringsangste omkring handicap og imperfektioner, at de ikke kan finde ud af at fortælle deres børn, at ”Nåja, hende der mangler en hånd, men det er ikke farligt. Og hun er sørme god til at synge godnathistorier og vise film, synes du ikke?”.
I stedet overfører de al deres egen angst og usikkerhed til deres børn, og det kan til gengæld være svært at håndtere, når man ikke er så gammel.
Der er heldigvis også mange forældre, der har bakket op om Cerrie Burnell og sætter pris på, at der er forskellige mennesker repræsenteret på skærmen.
Cerrie Burnell, der selv har en lille datter har været meget berørt af kritikken som hun synes er forfærdelig og fremsat af snævertsynede mennesker.
”Det kan da kun være en god ting, at forældre kan bruge mig som en mulighed for at snakke om handicap med deres børn,” har hun sagt. ”Det viser bare hvor vigtigt det er at have positive rollemodeller med handicap i børne-tv og på tv i almindelighed”.
