Er legetøj med handicap skadeligt? Vol. II

Jeg er flere gange blevet spurgt om ikke Legetøj med handicap kan være skadeligt, og det har jeg også før berørt i min blog.
Da handlede det om, hvorvidt det er farligt, fordi det fastholder børn med handicap i en identitet som handicappet. Det mener jeg som bekendt ikke, det gør.

Men jeg møder også udsagn som ”Hjælpemidler er ikke noget man leger med” og ”Handicap er altså en alvorlig sag, det er ikke noget man skal pjatte med ved at lege”.
”Du risikerer at det skader mere end det gavner - at børn tror handicap er en leg og ikke lærer respekt for hverken mennesker med handicap eller deres hjælpemidler”
Det har jeg hørt fra pædagoger, der er vant til at lære børn, at man ikke må lege med hjælpemidlerne, hvis der er et barn i børnehaven, der har et handicap. Og fra (ældre) mennesker med handicap, der er bange for, at børn pludselig vil tage deres kørestol eller gangstativ og drøne rundt og lege med dem.

Men det tror jeg rent faktisk ikke at børn vil.
Selvfølgelig er de fleste børn dødhamrende nysgerrige, og min søn på to blev da også ellevild, da han til en reception en gang fik lov til at sidde på fodbrættet af en elektrisk kørestol og blive kørt op og ned af gangen. Og jublen ville ingen ende tage, da han også fik lov til at dytte og prøve joysticket. Det synes brugeren også var sjovt, så de hyggede sig vældigt.
Andre bryder sig ikke om, at børn (eller andre for den sags skyld) piller ved deres kørestol og sådan er vi mennesker så forskellige.
Det forstår de fleste børn godt, og ellers har de jo deres forældre til at forklare det.
Det er vel ikke anderledes end, at i nogen biler må man gerne spise is, i andre må man ikke, og nogle hunde må man gerne klappe, andre må man ikke.

Mine børn er også meget optaget af oldemors samling af gamle træstokke, som de får lov at gå rundt med, når de er på besøg – ligesom de har set hende gøre det. De begriber ikke, hvordan hun bærer sig ad, fordi de ikke tænker over, at hun er tre gange højere end dem, og at de slet ikke kan passe stokkene. Men de er nysgerrige, interesserede og spørger og spørger og lærer gennem legen lidt om hvad det vil sige at blive gammel og dårligt gående.

Det er i grunden mærkeligt, så mange forbehold, der kommer frem, når det handler om handicap. Vi er så voldsomt berøringsangste og fyldt med bekymringer om alt det, der kan gå galt eller være skadeligt for vores og børnenes opfattelse af handicap og funktionsnedsættelser.
Vi kunne jo også prøve at slappe lidt af og på den måde få gjort handicap mere naturligt og knap så tabuiseret.

Man hører f.eks. aldrig nogen sige: Jeg mener ikke at børn bør lege politimand eller med brandbiler, for hvad så hvis de ikke længere har respekt for politiets arbejde eller for brandbilernes sirener?
For det er jo det børn lærer gennem legen: De stiller en million spørgsmål og får en forståelse for hvad politiet laver, de lærer hvorfor ambulancer, politibiler og brandbiler kører med udrykning og netop derfor får de respekt for det arbejde, der bliver udført.
Ligesom jeg heller ikke har hørt nogen tale for, at vi ikke skal lade vores børn lege med kasseapparater, fordi de så ikke forstår at der er forskel på legen og virkeligheden i supermarkedet, hvor man ikke selv må slå tingene ind på kasseapparatet. Eller at børn ikke må lege med legekomfurer, fordi det kan være farligt hvis de ikke kan kende forskel på legen og det virkelige komfur.