Er det forkert at lege handicap?

Indimellem får jeg stillet spørgsmålet, om legetøj med handicap ikke kan skade mere end det gavner.
Det er som regel fra journalister, der jo i sagens natur skal stille ”kritiske” spørgsmål til alting.

De spørger, om man ikke kommer til at fastholde eksempelvis børn med handicap i en identitet som ”handicappet”.
Altså ”du er jo handicappet, derfor skal du lege med handicaplegetøj”.

Det ville jeg være enig i, hvis man ved lovindgreb tvang alle børn med handicap til kun at lege med handicaprelateret legetøj.
Men sådan er det jo ikke, og det er jo også en absurd tanke.


Børn er forskellige, og de vil noget forskelligt med deres leg og deres liv. Uanset om de har et handicap eller ej. Nogle børn med handicap synes de har rigeligt handicap og hospital i hverdagen, og de gider ikke også at skulle have det ind i legen.
Og det skal de selvfølgelig ikke.
Andre børn vil virkelig gerne lege de situationer, de kender fra deres hverdag. Også dem, der indebærer handicap og hjælpemidler.

Børn skal selv have lov til at vælge, hvad de gerne vil lege. Men det har de ikke haft ret mange muligheder før, fordi handicap har været fuldstændig fraværende i legetøjets univers.

Det var derfor jeg startede Legetøj med handicap. Så kan børn vælge at lege med det eller ej. Men de har fået en valgmulighed. Og de kan se, at handicap og hjælpemidler er en lige så naturlig del af tilværelsen som køkkenmaskiner, brandmænd og kasseapparater.


I England kørte der i sommer en meget ophidset debat omkring nogle dukker med downs syndrom. (Som i øvrigt ikke er noget nyt, der findes allerede flere på markedet).
Men disse dukker, der bl.a. har skæve øjne, flad næse og en tunge, der stikker ud af munden fik meget stærke følelser frem i folk, der mente at dukkerne er nedvurderende.
Flere synes at dukkerne ligefrem er skadelige, og at man ved at give et barn med downs syndrom direkte siger til det ”Ja, du er jo slet ikke lige som alle andre, så du får lige en helt anderledes dukke”.
Og hvorfor skulle man gøre det, hvis barnet går rundt og synes det er lige så perfekt som alle andre?

Personligt synes jeg, at debatten drejer af sporet.
Jeg tror ikke, at der er nogen ved deres fulde fem, der ville ødelægge et barns sunde selvopfattelse ved at påtvinge det en dukke med et handicap bare fordi barnet tilfældigvis selv har samme handicap.
Og hvis de gjorde, ville barnet nok bare trække på skulderen og lade være med at lege med dukken. Så var de penge spildt, og det var det. Større er problemet vel ikke.

Men hvis nu barnet selv var begyndt at gå og undre sig over, at det ikke lignede ”de andre”?
Hvis nu det var begyndt at stille en masse spørgsmål og give udtryk for, at det ønskede sig en dukke, det kunne spejle sig i? Er det så ikke meget rart, at man kan få den dukke?

Jeg har hørt om små piger, der spørger deres mor, om hvorfor Barbie ikke har en kørestol lige som de selv har. Eller et gangstativ. Og det er da et godt spørgsmål.
For mig at se er det ikke undertrykkende, at man kan få hjælpemidler til at lege med.

Og så er der alle de raske børn, der ikke kender så meget til handicap, men synes at det er spændende at beskæftige sig med i legen. De opdager, at de kender førerhunden, fordi de har mødt en på gaden. At de godt ved hvad et gangstativ er, for de har set nogen, når de var ude at handle. Og de har mødt en i kørestol i toget. Og de får formuleret en million spørgsmål, når de leger med legetøj med handicap.

Det er lidt ligesom med dukker med forskellige hudfarve. Nogle børn bliver meget lykkelige over at få en dukke, der ligner dem selv. Andre synes, det er langt mere interessant at få en dukke, der er helt anderledes.

En veninde fortalte, at hun en gang var i Toys’R’US hvor hendes yngste lyshårede datter kastede sin kærlighed på en mørk babyborndukke med sort hår. Den slæbte hun lykkelig rundt i hele butikken og min venindes første reaktion var: ”Jamen den dukke er jo ikke noget for dig. Du skal jo have den lyse dukke”.
Men bagefter kom hun i tanker om, at det jo bare er de voksnes tanker om legetøjet.

Jeg tror ikke der er mange, der er uenige i, at det er godt, at vi har dukker i alle farver.
Det kan godt være at mørke børn ikke nødvendigvis vil lege med mørke dukker og at blonde børn ikke nødvendigvis vil lege med blonde dukker.
Men før i tiden var alle dukke ariske. Det var et mærkeligt signal at sende, især til alle de børn, der ikke er født med lyst hår og blå øjne.

På samme måde synes jeg, at det er et mærkeligt signal at sende, når handicap gøres usynligt og ikke-eksisterende i legetøjets verden.

Min tanke med Legetøj med handicap er at give børn et legetøjsunivers, der afspejler virkeligheden. Og i virkeligheden findes handicap og hjælpemidler ligesom strygejern og brandbiler gør det.